Når anbragte børn udbydes som varer på nettet

En undersøgelse af en praksis der udfordrer etik retssikkerhed og barnets værdighed

Der findes praksisser i et velfærdssamfund, som ikke nødvendigvis opstår af ond vilje, men som alligevel kan få alvorlige konsekvenser. De opstår ofte i spændingsfeltet mellem tidspres, ressourceknaphed og manglende styring. En af disse praksisser er den uformelle og i stigende grad normaliserede deling af oplysninger om anbragte børn på sociale medier med henblik på at finde plejefamilier.

Denne deling foregår åbent. Typisk på sociale medier, herunder i grupper for plejefamilier, fagpersoner og aktører på anbringelsesområdet. Opslagene indeholder ofte detaljerede beskrivelser af børn og unge: alder, køn, adfærdsmæssige udfordringer, diagnoser, traumatiske erfaringer, søskenderelationer og tidligere anbringelsesbrud. Oplysninger, som hver for sig og samlet giver et indblik i barnets liv, der normalt er beskyttet af både lovgivning og grundlæggende etiske principper.

Efterfølgende opfordres interesserede plejefamilier til at henvende sig direkte. I nogle tilfælde tilbydes der yderligere oplysninger, herunder adgang til såkaldt anonymiserede sagsakter eller uddrag heraf.

Denne artikel undersøger, hvorfor denne praksis er problematisk. Ikke alene etisk og menneskeligt, men også juridisk, socialfagligt og strukturelt. Og hvorfor den indebærer en risiko for at underminere grundlæggende rettigheder for nogle af samfundets mest sårbare børn.

Når et barn beskrives i et opslag på sociale medier, sker der en grundlæggende forskydning. Barnet reduceres fra at være et individ med rettigheder til at blive et sæt oplysninger, som kan vurderes, fravælges eller matches. Strukturen minder i sin logik om et marked, hvor barnets behov omsættes til karakteristika, og plejefamiliernes kapacitet bliver efterspørgsel. Denne tilgang er uforenelig med barnets retlige og menneskelige beskyttelse.

Barnets Lov fastslår, at barnets bedste skal være det afgørende hensyn i alle foranstaltninger. Barnet har samtidig ret til beskyttelse af sit privatliv, sin værdighed og sin personlige integritet. Disse rettigheder er ikke betingede af systemets kapacitet eller aktuelle pres, men gælder uanset organisatoriske udfordringer.

Når oplysninger om barnets traumer, helbredsmæssige forhold og livshistorie deles i uformelle fora, fratages barnet kontrollen over sin egen fortælling. Det sker typisk uden barnets viden og uden mulighed for reel indflydelse. Konsekvenserne er ikke tilfældige, men forudsigelige.

Et ofte fremført argument er, at oplysningerne er anonymiserede. Anonymisering er imidlertid ikke et spørgsmål om, hvorvidt et navn er udeladt. Det er et spørgsmål om identifikationsrisiko.

Databeskyttelsesforordningen (GDPR) opererer med en klar sondring mellem anonymiserede oplysninger og personoplysninger. Hvis en person kan identificeres direkte eller indirekte, er der tale om personoplysninger. Oplysninger om børn, helbred, sociale forhold og anbringelser udgør følsomme personoplysninger.

Datatilsynet har i en række afgørelser fastslået, at anonymisering skal være reelt og irreversibelt. Hvis en person med rimelige midler kan genkende den registrerede, er der ikke tale om anonymisering, men pseudonymisering. Pseudonymiserede oplysninger er fortsat omfattet af GDPR.

I mindre lokalsamfund er denne problematik særlig tydelig. Når oplysninger om alder, køn, kommune, skoleforhold, særlige hændelser og diagnoser kombineres, kan identifikation ofte ske blandt fagpersoner og relevante netværk. Dette gælder i særlig grad på anbringelsesområdet, hvor kredsen af involverede aktører er relativt snæver.

Datatilsynet har i sin praksis fastslået, at også indirekte identifikation kan udgøre en overtrædelse af databeskyttelsesreglerne, hvis risikoen for genkendelse er reel. Dette gælder også, når oplysninger deles i lukkede grupper, hvis kredsen af modtagere er stor eller ukontrolleret.

GDPR artikel 5 opstiller de grundlæggende principper for behandling af personoplysninger, herunder lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed, dataminimering, formålsbegrænsning samt integritet og fortrolighed. Artikel 6 kræver et gyldigt behandlingsgrundlag, og artikel 9 indeholder et generelt forbud mod behandling af følsomme personoplysninger, medmindre der foreligger en udtrykkelig undtagelse.

Der findes ikke i gældende ret hjemmel til, at oplysninger om anbragte børn kan deles på sociale medier med henblik på rekruttering af plejefamilier. Hverken direkte eller indirekte.

Databeskyttelsesloven og EU-retten understreger, at børn har et særligt behov for beskyttelse af deres personoplysninger. Dette understøttes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, herunder fortolkningen af retten til privatliv efter EMRK artikel 8.

Offentlige myndigheder og ansatte er samtidig underlagt forvaltningsretlig tavshedspligt. Oplysninger om enkeltpersoners private forhold må ikke videregives uden klar hjemmel. Dette gælder også, når videregivelsen sker indirekte eller i en form, der påstås at være anonymiseret, hvis identifikation fortsat er mulig.

Ankestyrelsen har i sin praksis understreget, at hensynet til barnets bedste ikke kan anvendes som en generel undtagelse fra grundlæggende retssikkerhedsprincipper. Tværtimod forudsætter barnets bedste, at barnets rettigheder respekteres.

Der foreligger endnu ikke en specifik højesteretsdom om deling af oplysninger om anbragte børn på sociale medier. Domstolenes generelle linje er imidlertid klar: Også indirekte identificerbare oplysninger kan udgøre en krænkelse af privatlivet, når de giver indsigt i følsomme forhold, særligt når det gælder børn.

Særligt problematisk er tilfælde, hvor der tilbydes adgang til anonymiserede sagsakter eller uddrag heraf. Sagsakter indeholder detaljerede oplysninger om barnets liv, familieforhold og tidligere indsatser og er underlagt streng tavshedspligt. Datatilsynet har fastslået, at selv stærkt bearbejdede uddrag kan være ulovlige, hvis konteksten gør genkendelse mulig.

Denne praksis påvirker ikke kun barnet. Plejefamilier placeres i et etisk dilemma, hvor de forventes at tage stilling på baggrund af fragmenteret og uformel information. Det er hverken fagligt forsvarligt eller etisk rimeligt.

Samtidig indebærer praksissen en risiko for negativ selektion, hvor børn med komplekse behov systematisk fravælges, fordi deres udfordringer fremstår uoverkommelige i en kort og forenklet præsentation.

Forskning og praksis på området dokumenterer, at gentagne anbringelsesbrud har alvorlige konsekvenser for børns trivsel, mentale sundhed og tilknytning. Social- og Boligstyrelsen har gentagne gange peget på stabilitet som en afgørende faktor for børns udvikling.

Manglen på plejefamilier er reel. Presset på kommunerne er reelt. Men organisatorisk pres kan ikke legitimere praksisser, der strider mod gældende ret og grundlæggende etiske principper.

Der findes lukkede og regulerede systemer til rekruttering og matchning med adgangsstyring, dokumentation og faglig vurdering. At disse ikke altid anvendes konsekvent, er et ledelsesmæssigt og organisatorisk ansvar.

For barnet er konsekvensen ikke juridiske paragraffer, men oplevelsen af at være udleveret. At ens historie er blevet delt. At ens liv er blevet reduceret til et opslag.

Børn er ikke opslag. De er mennesker. Og et samfund, der mister dette udgangspunkt, svigter sit ansvar.

Skrevet af Patrick F. Hansen
v. Ret til Familie

Kilder og retsgrundlag

EU Databeskyttelsesforordningen (GDPR)
Databeskyttelsesloven
Barnets Lov
Datatilsynets afgørelser og vejledninger om anonymisering og behandling af personoplysninger
Ankestyrelsens principmeddelelser om tavshedspligt og barnets bedste
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8
Social- og Boligstyrelsens publikationer om anbringelser og stabilitet