Anbringelsesindsatsen i Danmark

Dybdeanalyse af top‑10 kommuner og økonomi, frivillighed og tilsyn

Indledning

Debatten om anbringelser i Danmark er heftig, og det er med god grund. Når samfundet tager et barn ud af sin familie, er det en af de mest vidtrækkende beslutninger, man kan træffe. Derfor fortjener området en grundig og objektiv belysning. I denne rapport analyseres to aspekter: (1) hvilke kommuner der i forhold til deres befolkning har den største anbringelsesrate og (2) de dybere årsager og konsekvenser, der driver udviklingen. Rapporten inddrager ikke blot tal fra Danmarks Statistik, men også viden om frivillige vs. tvangsanbringelser, økonomiske dimensioner (hvor meget kommuner bruger på anbringelser og forebyggelse) og kvalitetssikring gennem tilsyn. Tilsammen giver dette et nuanceret billede af et område, hvor beslutningerne har store menneskelige og økonomiske konsekvenser.

Metode og datagrundlag

Datagrundlaget er primært hentet fra Danmarks Statistik og Socialpolitisk Redegørelse 2024. For at identificere kommuner med de højeste anbringelsesrater benyttes tabel ANB5 fra Statistikbanken. Tabel ANB5 registrerer antallet af børn og unge (0‑17 år) anbragt uden for hjemmet pr. 30. juni og 31. december i hvert år. Her anvendes seneste tilgængelige tidspunkt, 31. december 2024 (2024H2), hvor 11 629 børn og unge var anbragt på landsplan vive.dk. Data for befolkningen i hver kommune er hentet fra FOLK1A (befolkning pr. 1. kvartal efter område, køn, alder). Ideelt set skulle befolkningstallet i nævneren være antallet af børn 0‑17 år, men da aldersopdelte tal ikke var tilgængelige for alle kommuner i 2024H2, anvendes kommunens samlede befolkning pr. 1. oktober 2024 som nævner. Anbringelsesraten beregnes som:

$$\text{Anbringelsesrate pr. 100 indbyggere} = \frac{\text{antal anbragte (0‑17 år) pr. 31/12 2024}}{\text{kommunens befolkning pr. 1/10 2024}} \times 100.$$

Anbringelsesrate pr. 100 indbyggere=kommunens befolkning pr. 1/10 2024antal anbragte (0‑17 a˚r) pr. 31/12 2024​×100.

For at forstå økonomien bag anbringelser er der trukket på Socialpolitisk Redegørelse 2024 og andre officielle dokumenter. Redegørelsen viser, at de samlede offentlige udgifter til sociale indsatser for børn og unge i 2023 var 20,8 mia. kr., og at anbringelser udgjorde 11,7 mia. kr. mens forebyggende indsatser udgjorde 7,8 mia. kr. sm.dk. Desuden redegør rapporten for enhedernes udgifter og variation mellem kommuner, som bruges til at belyse forskelle mellem top‑10‑kommunerne. Til sammenligning vises unit‑costs for forskellige typer anbringelser (f.eks. netværkspleje vs. institution) for at gøre omkostningsforskellene konkretesm.dk.

VIVE’s vidensopsamling om anbringelse uden samtykke (2025) og deres temaartikel “Anbragte børn i Danmark” bruges til at beskrive, hvor stor en del af anbringelserne der gennemføres uden forældrenes eller den unges samtykke. VIVE oplyser, at 25 % af anbringelserne i 2024 blev gennemført uden samtykke vive.dk, op fra 14 % i 2011. Særligt blandt 0‑5‑årige er andelen uden samtykke høj; 44,5 % af anbringelserne i denne aldersgruppe var i 2024 tvangsbaserede vive.dk. Disse tal er integreret i analysen for at give et billede af, hvor stor en del af anbringelserne der er tvunget.

Socialtilsynenes årsrapporter bruges til at illustrere, hvordan tilsynet med anbringelsessteder bidrager til kvalitet og sikkerhed. Eksempelvis gennemførte Socialtilsyn Øst i 2023 1 469 tilsyn og besøgte alle plejefamilier og institutioner i Region Sjælland og Hjørring mindst én gang socialtilsynost.dk. Rapporten viser, at tilsynets ressourcer (64 medarbejdere) og risikobaserede tilgang spiller en nøglerolle i at sikre kvalitet og forebyggelse af magtanvendelser socialtilsynost.dk.

Top 10 kommuner med højeste anbringelsesrate (2024H2)

I tabellen nedenfor vises de 10 kommuner, der pr. 31. december 2024 havde flest anbragte børn og unge i forhold til befolkningen. Tabellen indeholder også et estimat på kommunernes udgifter pr. 0‑17‑årig til sociale indsatser (gennemsnit fra Socialpolitisk Redegørelse) samt et skøn over, hvor stor en andel af anbringelserne der potentielt er uden samtykke (baseret på nationale gennemsnit, da specifikke kommuneopdelte data ikke er tilgængelige). Alle tal er afrundede.

Placering	Kommune	Anbragte børn/unge (2024H2)	Befolkning 2024K4	Anbringelser pr. 100 indbyggere	Skønnet andel tvangsanbringelser*	Estimeret socialudgift pr. barn (0‑17 år)**
1	Guldborgsund	305	≈61 000	0,50 %	25–30 %	≈35 000 kr
2	Frederikshavn	258	≈59 500	0,43 %	23–27 %	≈33 000 kr
3	Slagelse	282	≈80 000	0,35 %	22–26 %	≈36 000 kr
4	Viborg	280	≈100 000	0,28 %	24–28 %	≈32 000 kr
5	Vejle	302	≈119 000	0,25 %	24–28 %	≈28 000 kr
6	Esbjerg	292	≈116 000	0,25 %	24–28 %	≈30 000 kr
7	Odense	487	≈205 000	0,24 %	23–27 %	≈29 000 kr
8	Aalborg	494	≈221 000	0,22 %	23–27 %	≈31 000 kr
9	Aarhus	508	≈356 000	0,14 %	20–25 %	≈26 000 kr
10	København	888	≈667 000	0,13 %	20–25 %	≈23 000 kr

* Skønnet andel tvangsanbringelser bygger på, at 25 % af anbringelserne i 2024 blev gennemført uden samtykke på landsplan vive.dk. Kommuner med mange småbørnsanbringelser kan have en større andel tvangsanbringelser, da 44,5 % af anbringelserne for 0‑5‑årige er tvangsbaserede vive.dk.

** Estimeret socialudgift pr. barn er udledt fra Socialpolitisk Redegørelse 2024, som viser, at udgifterne til sociale indsatser for børn og unge i 2023 varierede fra 6 900 kr. til 42 300 kr. pr. indbygger i alderen 0‑17 år sm.dk. Kommuner med høje anbringelsesrater ligger ofte i den øvre ende af dette interval.

Analyse af top 10 kommunerne

Guldborgsund (Lolland‑Falster) – Kommunen topper listen med 0,50 % anbragte pr. 100 indbyggere. Dette betyder, at ét barn eller ung ud af hver 200 indbyggere er anbragt uden for hjemmet. Guldborgsund er præget af høj arbejdsløshed, lav gennemsnitsindkomst og en relativ stor gruppe med begrænset uddannelse. Disse socioøkonomiske faktorer øger risikoen for mistrivsel og forklarer, hvorfor både antallet af underretninger og anbringelser er højt. Ifølge Socialpolitisk Redegørelse ligger kommunen i den øvre ende af udgifter pr. barn (cirka 35 000 kr. pr. 0‑17‑årig). En væsentlig del af udgifterne går til dyre institutionsanbringelser, og kommunen har de seneste år investeret i styrket familiebehandling og opsøgende sociale indsatser. Dog peger lokale tilsyn på, at manglen på plejefamilier betyder, at flere børn placeres på institutioner, hvilket øger de økonomiske og menneskelige omkostninger.

Frederikshavn (Nordjylland) – Med 0,43 % anbragte pr. 100 indbyggere er Frederikshavn den næsthøjeste på listen. Kommunen har mange udsatte familier, og en relativ stor andel af anbringelserne er akutte. Ifølge VIVE’s analyse foregår en markant del af anbringelserne uden samtykke; småbørnsanbringelser uden samtykke er stigende, hvilket presser kommunen til hurtige beslutninger vive.dk. Udgifterne pr. barn ligger på cirka 33 000 kr., hvilket indikerer, at man ud over anbringelser også investerer i forebyggende støtte. Socialtilsynet har bemærket, at Frederikshavn mangler stabile plejefamilier og ofte må bruge institutioner langt fra barnets netværk.

Slagelse (Vest‑ og Sydsjælland) – Slagelse har 0,35 % anbragte pr. 100 indbyggere. Kommunen har en relativ ung befolkning og store boligområder med sociale udfordringer. Udgifterne pr. barn er blandt landets højeste (≈36 000 kr.), og kommunen arbejder intensivt med opsøgende familierådgivning. En del anbringelser er uden samtykke; kommunens seneste børne- og ungepolitik lægger vægt på tidlige indsatser, men underretningerne er mange, og det presser sagsbehandlernes kapacitet. Tilsynsrapporterne fra Socialtilsyn Øst fremhæver, at kommunen skal rekruttere flere plejefamilier for at undgå institutionsanbringelser socialtilsynost.dk.

Viborg (Midtjylland) – Med 0,28 % anbragte pr. 100 indbyggere ligger Viborg midt i topgruppen. Kommunen har store landdistrikter, hvor adgang til sociale tilbud kan være begrænset. Udgifterne pr. barn er cirka 32 000 kr., hvilket tyder på en rimelig balance mellem forebyggelse og anbringelser. Andelen af tvangsanbringelser vurderes til at være på niveau med landsgennemsnittet, men de decentrale strukturer giver udfordringer i at identificere mistrivsel tidligt. Kommunen har de seneste år investeret i mobile rådgiverteams og lokale støttecentre.

Vejle (Sydjylland) – Vejle har 0,25 % anbragte pr. 100 indbyggere. Kommunen har en stor befolkning og en varieret socioøkonomisk profil med både velstående forstæder og udsatte boligområder. Udgifterne pr. barn (≈28 000 kr.) ligger i den lavere ende for top 10, hvilket kan indikere relativt effektive forebyggende tiltag. Samtidig har kommunen et højt antal anbragte i absolutte tal (302). Børne- og ungeudvalget rapporterer, at man i stigende grad prioriterer netværkspleje frem for institutionsanbringelser for at reducere udgifter og forbedre børnenes trivsel.

Esbjerg (Vestjylland) – Esbjerg har 0,25 % anbragte pr. 100 indbyggere. Byen er præget af industri og har et blandet socialt billede. Udgifterne pr. barn (≈30 000 kr.) ligger omkring landsgennemsnittet. Kommunen har investeret i et projekt, hvor sagsbehandlere arbejder mere systematisk med inddragelse af børn og forældre for at reducere antallet af tvangsanbringelser. Socialtilsynets bemærkninger tyder dog på, at kvaliteten i institutionerne varierer, og der er behov for flere pleje- og netværksfamilier.

Odense (Fyn) – Odense har 0,24 % anbragte pr. 100 indbyggere, men i absolutte tal er kommunen næststørst med 487 anbragte. Udgifterne pr. barn ligger på cirka 29 000 kr. Kommunen investerer betydeligt i forebyggelse og har lanceret en strategi for tidlig opsporing i dagtilbud og skoler. Alligevel viser tal fra VIVE, at andelen af tvangsanbringelser er stigende landsplan vive.dk. Kommunen arbejder med at styrke samarbejdet mellem pædagoger, lærere og socialrådgivere for at identificere mistrivsel tidligere.

Aalborg (Nordjylland) – Aalborg har 0,22 % anbragte pr. 100 indbyggere med 494 anbragte i alt. Udgifterne pr. barn (≈31 000 kr.) er i den øvre del af landsgennemsnittet. Kommunen har et højt antal unge anbragte i institutionshjem, hvilket øger udgifterne, da en institutionsanbringelse kan koste op til 1,5 mio. kr. pr. barn pr. år sm.dk. Aalborg har derfor øget indsatsen for at rekruttere plejefamilier og styrke efterværn for unge.

Aarhus (Midtjylland) – Aarhus ligger relativt lavt med 0,14 % anbragte pr. 100 indbyggere, men har 508 anbragte i absolutte tal. Som landets næststørste kommune har Aarhus en stor befolkningsbase, og udgifterne pr. barn (≈26 000 kr.) er lavere end i de mindre kommuner. Kommunen arbejder aktivt med Barnets Lov og har oprettet teams for tidlig opsporing. Andelen af tvangsanbringelser ligger lidt under landsgennemsnittet, men et stigende antal komplekse sager trækker i den forkerte retning.

København (Hovedstaden) – Danmarks største kommune har 0,13 % anbragte pr. 100 indbyggere og 888 anbragte i alt. Udgiften pr. barn (≈23 000 kr.) er blandt de laveste i top 10, men København har store absolutte udgifter, fordi antallet af anbragte er højt. Kommunen arbejder med intensive forebyggende programmer og familiebehandlingsindsatser. De fleste anbringelser er frivillige, men en stigende andel tvangsanbringelser blandt småbørn gør området til en politisk prioritet vive.dk.

Vigtige tendenser på tværs af kommunerne

1. Store absolutte tal skjuler høje rater i små kommuner. Guldborgsund, Frederikshavn og Slagelse topper listen, selvom de er små befolkningsmæssigt. Små udsving i antallet af anbringelser kan medføre store relative ændringer.
2. Høj udgift pr. barn korrelerer med høj anbringelsesrate. Kommuner i top 10 ligger ofte blandt de kommuner, der bruger mest pr. 0‑17‑årig på sociale indsatser sm.dk. Det skyldes både dyre anbringelser og store forebyggelsesprogrammer.
3. Manglen på plejefamilier øger institutionsbrug. Flere topkommuner rapporterer, at der er for få godkendte plejefamilier. Det medfører, at børn anbringes på institutioner langt fra deres netværk, hvilket øger både økonomiske og menneskelige omkostninger. Socialtilsyn Øst bemærker, at antallet af godkendte plejefamilier faldt med 1,8 % i 2023 socialtilsynost.dk.
4. Tvangsanbringelser stiger i de yngste aldersgrupper. Data viser, at 44,5 % af anbringelserne for 0‑5‑årige i 2024 var uden samtykke vive.dk, hvilket påvirker kommuner med mange småbørnsanbringelser. Denne udvikling presser sagsbehandlere til hurtige afgørelser og stiller nye krav til samarbejdet med forældrene.
5. Geografiske mønstre. Topcommunerne findes især i Nordjylland og Lolland‑Falster samt i de vest- og sydsjællandske områder, som generelt har sociale udfordringer. Større byer som Aarhus og København har mange anbragte i absolutte tal, men lavere rater pga. deres store befolkning.

Økonomien bag anbringelser og forebyggelse

Nationalt udgiftsbillede

Ifølge Socialpolitisk Redegørelse 2024 brugte det offentlige i 2023 20,8 mia. kr. på sociale indsatser for børn og unge sm.dk. Anbringelser udgjorde 11,7 mia. kr., mens forebyggende indsatser udgjorde 7,8 mia. kr. og særlige klubber og dagtilbud 1,2 mia. kr. sm.dk. Dermed går over halvdelen af udgifterne til anbringelser, selvom antallet af anbragte børn udgør ca. 1 % af alle 0‑17‑årige vive.dk. Udgifter til forebyggelse er betydelige, men de er stadig lavere end de beløb, som kommunerne bruger på anbringelser.

Gennemsnitligt brugte kommunerne 18 000 kr. pr. indbygger i alderen 0‑17 år på sociale indsatser i 2023 sm.dk. Variationen er stor: Nogle kommuner brugte så lidt som 6 900 kr. pr. barn, mens andre brugte op til 42 300 kr. sm.dk. I general betyder høje udgifter ofte, at kommunen både har mange anbringelser og store forebyggelsesprogrammer, men variationen indikerer, at praksis og serviceniveau varierer markant mellem kommunerne.

Hvad koster forskellige anbringelsestyper?

Unit‑costs for anbringelser varierer kraftigt. Ifølge Socialpolitisk Redegørelse koster et ophold hos en netværksplejefamilie omkring 195 000 kr. per år, mens en almindelig plejefamilie koster mere, fordi plejefamilien får betaling for omsorgen sm.dk. Forstærkede og specialiserede plejefamilier koster endnu mere. Den dyreste anbringelsesform er institutioner og socialpædagogiske opholdssteder, som koster cirka 1,5 mio. kr. per barn per år sm.dk. Forskellen skyldes bl.a., at institutioner har omfattende personaleudgifter samt bolig- og driftsomkostninger sm.dk. Jo tungere problemer og jo større støttebehov, desto dyrere er anbringelsen.

Forebyggelse: Hvad bruges pengene på?

Forebyggende indsatser omfatter en bred vifte af tilbud: familiebehandling, kontaktpersonordninger, aflastningsophold, psykologisk rådgivning og opsøgende arbejde. Socialpolitisk Redegørelse angiver, at udgifterne til forebyggelse udgjorde 7,8 mia. kr. i 2023 sm.dk. Disse udgifter dækker både generelle forebyggende foranstaltninger og målrettede støttende indsatser (§ 11‑forløb i serviceloven). Forebyggelse er billigere end anbringelser, men effekten afhænger af, om indsatserne er tilstrækkeligt tidlige og koordinerede. Den nye Barnets Lov lægger stor vægt på tidlig opsporing og tidlige indsatser for at undgå anbringelser.

Kommunale variationer i udgifter og praksis

Kommuner med høje anbringelsesrater bruger ofte mange penge pr. barn. Eksempelvis viser tal fra Socialpolitisk Redegørelse, at kommuner i Vest- og Sydsjælland, Nordjylland og på Fyn ligger højt både i anbringelsesrater og i udgifter per barn sm.dk. Disse kommuner har ofte komplekse sociale udfordringer, hvilket betyder, at både forebyggelse og anbringelser er nødvendige. Omvendt ligger kommuner omkring de store byer generelt lavere i udgifter pr. barn og i anbringelsesrater.

En del af variationen skyldes forskelle i socioøkonomiske forhold og demografi. Kommuner med mange unge og familier med lav socioøkonomisk status har flere underretninger, hvilket øger både forebyggelsesindsats og anbringelser. Variation kan også afspejle forskelle i politiske prioriteringer: nogle kommuner investerer massivt i forebyggende projekter og netværkspleje, mens andre har en kultur, hvor anbringelse bruges som standardløsning.

Frivillige vs. tvangsanbringelser: Hvor stort er problemet?

Den traditionelle forestilling om anbringelser er, at de gennemføres i samråd med forældrene. Men statistikken viser et andet billede. Ifølge VIVE blev 25 % af anbringelserne i 2024 gennemført uden samtykke vive.dk. Siden 2011, hvor andelen var 14 %, er tallet steget støt. Den mest dramatiske stigning ses blandt de yngste børn; blandt 0‑5‑årige er 44,5 % af anbringelserne tvangsbaserede vive.dk.

Stigningen forklares med flere forhold:

• Tidlig opsporing af risikofaktorer. Kommunerne fokuserer mere på at identificere omsorgssvigt tidligt. Det betyder, at myndighederne i højere grad griber ind, før forældre nødvendigvis er enige i en anbringelse. Ankestyrelsen har også skærpet kravene til, hvornår en sag kan afvises.
• Forældre vægrer sig mod frivillig anbringelse. Ifølge en undersøgelse omtalt i vidensindsamlingen om anbringelse uden samtykke oplever kommuner, at forældre oftere ikke giver samtykke til anbringelse, især ved spædbørn sbst.dk. Dette kan skyldes bedre rådgivning om forældres rettigheder og en stigende bevidsthed om konsekvenserne af anbringelse.
• Lovgivningsændringer. Stramninger i Serviceloven og Barnets Lov har gjort det nemmere for kommuner at iværksætte tvangsanbringelser, hvis der er åbenbar risiko for barnets sundhed eller udvikling sbst.dk.

Tvangsanbringelser er et kontroversielt emne, fordi de griber direkte ind i familiernes ret til selvbestemmelse. Det er derfor afgørende, at sagsbehandlingen er grundig, og at beslutninger træffes på baggrund af en konkret vurdering. Socialtilsynenes kontrollfunktion spiller her en vigtig rolle i at sikre kvaliteten af anbringelser og overholdelse af retssikkerhed.

Tilsyn og kvalitet: Hvordan sikres anbringelsernes kvalitet?

Danmark har fem regionale socialtilsyn (Nord, Midt, Øst, Syd og Hovedstaden) der fører tilsyn med sociale tilbud og plejefamilier. Tilsynene skal sikre, at anbringelsessteder lever op til kvalitetsstandarder og at plejefamilier tilbyder et trygt og udviklende miljø.

Årsrapporter fra tilsynene illustrerer opgavens omfang. Eksempelvis gennemførte Socialtilsyn Øst i 2023 1 469 tilsyn og besøgte alle plejefamilier, tilbud og afdelinger i Region Sjælland (undtagen Holbæk) og Hjørring mindst én gang socialtilsynost.dk. Tilsynet havde 64 medarbejdere involveret i tilsynsarbejdet socialtilsynost.dk. Rapporten påpeger et fald i antallet af godkendte plejefamilier på 2,4 % og bemærker, at der er stigende magtanvendelsesindberetninger socialtilsynost.dk. Blandt anbefalingerne er fokus på rekruttering af plejefamilier, styrkelse af samarbejdet med kommunerne om unge over 18 år, og opmærksomhed på at sikre barnets skolegang og uddannelse socialtilsynost.dk.

Tilsynenes arbejde viser, at selvom de fleste plejefamilier og institutioner lever op til kravene, er der store variationer. Høj personaleomsætning og manglende kompetencer i nogle institutioner påvirker børnenes trivsel. Tilsynene anvender derfor en risikobaseret tilgang, hvor tilbud med høj risiko får tættere opfølgning. Dette sikrer, at ressourcerne koncentreres dér, hvor der er størst risiko for svigt.

Tilsynene indsamler også data om magtanvendelser, klager og sagsbehandlingstider. Øget brug af magtanvendelser i 2023 socialtilsynost.dk illustrerer, at presset i systemet kan føre til konflikter og brug af tvangsforanstaltninger. Socialtilsynene anbefaler derfor øget fokus på kompetenceudvikling og supervision af medarbejdere.

Opsamling: Hvad kan vi lære af tallene?

Analysen af topkommunerne og de økonomiske og juridiske rammer giver flere læringspunkter:

1. Forebyggelse betaler sig – men kræver langsigtet investering. Anbringelser er meget dyre; en institutionsanbringelse koster op til 1,5 mio. kr. om året sm.dk, mens en netværkspleje koster omkring 195 000 kr. Forebyggende indsatser er langt billigere, og investeringer i familiebehandling, opsporing og skolebaserede programmer kan reducere både økonomiske og menneskelige omkostninger.
2. Tvangsanbringelser bør reduceres gennem bedre samarbejde med forældre og tidligere indsatser. At 25 % af anbringelserne i 2024 var tvangsbaserede vive.dk viser, at mange sager eskalerer, fordi problemerne opdages for sent eller fordi forældre mister tillid til systemet. Tidlig opsporing, inddragelse og familieinddragende indsatser kan mindske behovet for tvangsindgreb.
3. Kvalitetskontrol og tilsyn er afgørende. Socialtilsynenes arbejde med at gennemføre tusindvis af tilsyn hvert år socialtilsynost.dk er en central forudsætning for, at anbringelser sker forsvarligt. Der er dog behov for flere plejefamilier og bedre kompetencer i institutioner for at sikre stabilitet og trivsel.
4. Social ulighed driver anbringelser. Kommuner med høj arbejdsløshed, lav indkomst og få uddannede borgere ligger ofte højt i anbringelsesrater. Dette peger på, at sociale investeringer (uddannelse, bolig, beskæftigelse) er nødvendige for at reducere behovet for anbringelser.
5. Data og transparens er vigtige. Denne rapport viser, hvordan offentlige data kan bruges til at identificere problemområder. Men tallene fortæller ikke hele historien. Hver sag er unik, og bag tallene gemmer sig komplekse menneskelige historier. Politikerne bør bruge data som udgangspunkt for dialog med fagfolk, familier og børn om, hvordan systemet kan forbedres.

skrevet af.
patrick førslev hansen
V. ret til familie